På Engkærgårds Allé 98-238 i Malling fik beboerne i boligforeningen Domi Bolig foretaget et renoveringsprojekt, der gav et friskt pust til deres boliger. Afdelingen er oprindeligt opført i 1988 og består af i alt 112 lejemål i tæt lavbyggeri og et fælleshus.
Renoveringen blev udført i perioden maj-december 2018 og omfattede blandt andet udskiftning af vinduer og døre inkl. dørklokker og cylindere. Herudover blev der opsat nye hvide facadeplader, postkasser, el-målerskabe og udendørslamper ved reposer og gennemgangene.
De nye vindues- og dørelementer består af diagonalvendte 3-lags glasruder, der fremstår mere lydtætte. Beboerne oplever derfor nu mindre støj i deres boliger. Vinduerne er samtidig monteret med et PN-sikringsbeslag, der giver mulighed for tre udluftningsindstillinger. De nye døre består af en hvidmalet trækarm, der udvendigt er beskyttet af en hvidmalet aluplade og indvendigt er bygget op af et isoleret hulrum og en hvidmalet træplade.