Den arkitektoniske idé er primært baseret på intentionerne om at få de nye elevatortårne til i en høj grad at fremstå som lette og til dels gennemsigtige bygninger, der med form, materialer og farver passer til de eksisterende boligblokkes fintstrukturerede pladeopdelte facadespil.
Tårnene er karakteristisk opdelt i tre hovedelementer, der omfatter en mellembygning, en midterkerne og en ydrebygning med hver sine karakteristika. Mellembygningen opbygges, så de brandmæssige afstandskrav overholdes. Midterkernen udgør det bærende element for reposerne og har affaldsskakten integreret i formen. Ydrebygningen opbygges som den lette glasbygning med udsyn til der, hvor elevatoren befinder sig.
De karakteristiske træk med det lette og bevægelige står i kontrast til den mere tunge og stabile midterkerne. Vi mener, at netop dette er de klare og enkle elementer, der skal til for at opnå en fin tilpasning af de forholdsvis store tårne til de eksisterende bygninger og de nære omgivelser.