I Håndværkerparken er der i alt 779 boliger, og afdeling 34 udgør 154 boliger i et- og to-etager. Boligerne er opført i årende 1982-83.
Byggeriet er opført som fuldmuret byggeri med 35cm hulmur, murede skillevægge og en tagkonstruktion med gitterspær og tagsten af tegl.
Vinduer og døre udført som malede træelementer.
Der blev udarbejdet en tilstandsrapport i 2005, og på grundlag af denne rapport er renoveringen foretaget. De primære punkter i rapporten omhandlede smuldrede og afskallede tagsten, facademurværk i cellesten med afskalninger, forvitrede fuger og skader ved teglstensoverliggere samt korrosion ved murbindere i mere eller mindre grad. Ved vinduer og døre blev der konstateret råd- og svampeangreb i glaslister samt i side- og bundstykker ved karme og rammer.
Ved renoveringen blev der udført en regulær tagudskiftning efter nutidens normkrav med god ventilering af tagrummet. Alle facadeteglsten, som var beskadiget, blev udhugget og nye massive teglsten blev indmuret. Facader blev fuget om, og der blev boret nye rustfrie murbindere i alle murede facader.
Vinduer og døre blev udskiftet med nye træ-alu partier med udformning som oprindelige partier.